Andelsforeninger i København

Her er et simpelt overblik over mere end 3000 andelsforeninger i København og omegn. Hvis du zoomer ind på kortet kan du se andelsboligforeningernes placeringer og hvis du klikker på markørerne vises navnet på de enkelte foreninger.

Formålet med kortet

Ca. 1/3 af boligerne i København er andelsboliger. Hvis der er et område af byen du er særligt interesseret i får du her et simpelt overblik over andelsforeningerne  i netop det område. 

Når du har fundet en andelsforening

Når du har fundet en forening du synes er interessant er det vigtigt at undersøge hvordan boliger sælges i foreningen. Nogle foreninger benytter en ejendomsmægler, nogle overlader det til andelshaveren selv at finde en køber, mens andre benytter en venteliste (se evt. mere her). Foreningerne bestemmer selv hvordan salg i foreningen skal foregå og beslutningen fremgår også af foreningens vedtægter. Her kan der f.eks. stå at foreningen anvender en venteliste eller at andelshaveren frit kan finde en køber. Efter du har fundet en interessant forening er det også en god ide at undersøge om den har en sund økonomi. Hvis du gerne vil vide mere om hvordan du kan gøre det så se vores tjekliste. Den hjælper dig til at forstå regelsættet og økonomien i en andelsforening.

Andelsboligsøgning i København

Det kan være svært at få overblik over andelsforeninger i København ved brug af traditionel Google søgning. Her løber man nemlig hurtigt ind i nogle udfordringer. For det første kan det være besværligt at Google alle andelsforeninger i et helt område. Heller ikke alle foreninger dukker op på den måde. Det er også svært at søge efter foreningerne individuelt, da de selv vælger deres navn, og man derfor skal kende deres navn for at google dem. Desuden viser vores egne data at kun cirka halvdelen af andelsforeningerne i København har en hjemmeside. Det gør det alt i alt upraktisk at skabe sig et overblik via traditionel Google søgning.

Vi kan ikke garantere at alle andelsforeninger i København er inkluderet på kortet, men de fleste burde være der. Kortet viser over 3000 andelsboligforeninger fordelt over København og omegn, inklusiv: Amager, Christians Havn, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest, Østerbro, Frederiksberg, Brønshøj, Vanløse, Valby, Sydhavnen, Sundby, Kastrup, Rødovre, Hvidovre, Hellerup og Gentofte.

Kortet viser de enkelte andelsboligforeninger med placering og navn. Hvis du vil google en forening, så vær opmærksom på at foreningens hjemmeside kan hedde noget afledt af foreningens navn. Du kan dog sammenligne foreningens adresse, vist på hjemmesiden, med adressen vist på kortet, for at sikre at det er den rette forening du har fundet.